Kategoriarkiv: Pasta

Spaghetti og koedboller

Spaghetti meatballs

Well, det er altid en favorit! Vil du skære ned på hurtige kulhydrater, kan du serverer den med squashpasta. Dog får mine unger altid, god (gerne hvid) pasta. De bevæger sig jo hele dagen, så de kan tåle en del mere end jeg kan.

 

Opskriften her er til ca. 2 voksne og 1-2 børn.

 

 

Kødboller:

2 fed hvidløg

2 stykker hvidt brød

1 ½ dl mælk

400 g hakket kalv og flæsk

salt og peber

1 æg

1 dl revet parmesan

evt. 4-5 blade salvie

olivenolie til stegning

Tomatsauce:

2 fed hvidløg

lidt olivenolie

1 flaske mosede tomater (ca. 700 g)

1-2 dl vand eller grøntsagsbouillon

2 tsk tørret oregano

1 nip sukker

salt og peber

Desuden:

Spaghetti

Parmesan

Oregano

 

 

Kødboller:

Pil hvidløget, riv det fint eller pres det i en hvidløgspresser.

Skær skorpen af brødet og kassér den.

Læg brødet i blød i mælk (i et par minutter, til blødt).

Rør kødet med salt, peber, brød og mælk, hvidløg, æg, parmesan og evt. hakket salvie.

Form kødboller på størrelse med golfbolde og steg dem i olivenolie på en varm pande. Steg dem i ca. 10 minutter i alt, eller til gennemstegte.

Tomatsauce:

Pil hvidløget og riv det fint.

Kom olie i en gryde og varm op. Kom hvidløg i og rør, men lad ikke hvidløget tage farve.

Kom mosede tomater og vand eller bouillon ved.

Tilsæt oregano og lad det simre i 8-10 minutter under omrøring.

Smag til med et nip sukker, salt og peber.

Vend kødbollerne i tomatsaucen.

Servering:

Kog imens pastaen i kogende, saltet vand efter anvisningen på pakken.

Anret pastaen toppet med tomatsauce og kødboller.

Servér straks toppet med parmesan og oregano.

 

TIP: Lav en simpel salat af sprød hjertesalat, små tomater og dressing med honning og citron til. Det er en god ”startersalat”.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

grov pasta med aerter

Pasta med ærter

Denne pasta er perfekt med nye, dejlige ærter! Dog bruger jeg frosne til “saucen” det virker bare!

Brug en fuldkornspasta eller lad være!

 

Opskriften er til 3-4 personer

 

2-300 g fuldkornspasta

salt

Ærtecreme:

200 g ærter (optøede)

1 fed hvidløg

¼ dl koldt vand

3-4 spsk. ricotta

2-3 dl friske ærter

1-2 spsk. citronsaft

salt

ærteskud

 

Pasta:

Sæt vand over til pasta.

Kog pastaen al dente i kogende, saltet vand. Dræn vandet fra den, men gem en smule.

Ærtecreme:

Blend ærterne med hvidløg og (koge) vand i en foodprocessor eller en minihakker. Vend ricotta i. Vend creme og friske ærter i den varme pasta i den varme gryde. Lun det hele en smule i gryden. Smag til med citronsaft og salt.

Servér straks med ærteskud.

 

TIP: parmesan er altid skønt. Men på denne pasta kan du også bruge lidt god, salt pecorino på toppen. Det er dejligt mod de søde ærter.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Maria Warnke Nørregaard / Kam & Co

grov pasta med svampe

Grov pasta med svampe

Simpelt er bedst! Især med pasta.

Her er en simpel, grov og hjemmelavet pastaret med svampe. Top den med vintertrøfler, hvis du er i dét humør (det er jeg desværre tit). Eller lad den stå med alle de dejlige svampe og spring trøflerne over.

Du kan købe trøfler i velassorterede delikatesse butikker eller hos f.eks. kalu.dk

 

Nok til 3-4 personer

 

ca. 550 g mel, tipo 00

100 g rugmel

4 små æg

1 dl olivenolie

salt

1 dl koldt vand

mel til bordet

SAUCE

800 g blandede svampe

olivenolie

1 tsk. smør

2-3 spsk. revet parmesan

salt og peber

lidt revet trøffel

TILBEHØR
salat

 

Bland de to slags mel sammen. Hæld dem ud på bordet i en lille bunke. Lav en fordybning i midten og kom æg, olie og salt i. Ælt dejen sammen. Saml den med lidt vand og lad den ligge koldt i 10 minutter.

Rul den ud på et meldrysset bord. Så tyndt som muligt. Fold dejen til sammen og skær brede pastaer af den.

Sæt vand over med rigeligt salt.

Kog pastaen i det saltede vand i 4-5 minutter eller til den er al dente.

Dryp den af.

Del i mens svampene i mundrette stykker. Rist dem i olivenolie og smør på en stor, varm pande. Kom lidt parmesan på, når svampene er gyldne.

Smag til med salt og peber.

Vend pastaen med svampe. Anret i dybe tallerkner. Krydr med mere peber og evt. trøfler.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter på altfordamerne.dk eller lorangmini.dk

 

pasta med svampe

Pasta med svampe

Vælg en god fuldkornspasta. Er den frisk, går denne ret virkelig hurtig, men selv med en tørret (der ofte er grovere) kan du sagtens holde dig på 15-20 minutter. Er du ikke til klassisk pasta, kan du finde ret skønne pastaer af bønner og sojabønner i velassorterede supermarkeder.

Uanset om du bruger den ene eller den anden slags pasta, kan jeg godt lide at bland squashpasta med den kogte, varme pasta.

Brug de svampe du kan lide eller der er tilgængelige. Jeg har brugt østershatte, kejserhatte og champignon, til denne portion

 

Opskriften er god til 3 personer, gerne med en stor salat eller tomatsalat til.

 

500 g blandede svampe

olivenolie

2 fed hvidløg

salt

PASTA

300 g frisk fuldkornspasta

salt

1 squash

olivenolie

salt og peber

TOPPING

50 g parmesan
100 g rucola

lidt citronsaft

 

Sæt vand over til pasta.

Skær svampene i mundrette stykker og rist dem i olivenolie på en stor, varm pande. Lad dem stege let gyldne, snit hvidløget fint og tilsæt det. Steg det hele til hvidløget er let gyldnet og svampene lækre og helt gyldne. Krydr med salt.

Salt pastavandet og kog pastaen al dente. Hæld vandet fra den, men gem lidt. Kom pastaen på panden med svampene. Vend det hele rundt og tilsæt evt. en smule kogevand. Tag panden af varmen.

Lav spaghetti af squashen på en spirilizer eller med en tyndskræller. Vend den med resten af pastaen og krydr med salt og peber.

Anret i dybe tallerkner og top med revet parmesan og rucola vendt med lidt citronsaft.

Servér straks.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Find flere af mine opskrifter i ALT FOR DAMERNE hver uge – og på min mama-blog LORANGMINI.DK

pasta med spinat

Pasta med spinat

Klassisk! Brug en god pasta eller prøv denne skønne pasta fra a la eco, som fås blandt andet i helsekosten og i Irma. Den er lavet af sojabønner og smager virkelig godt og ganske tæt på rigtig pasta.

 

Opskriften er til 2 personer.

 

400 g spinat

4 fed hvidløg

200 g spagetti, gerne fra a la eco

salt

olivenolie

salt og peber

revet parmesan

 

Skyl spinaten grundigt og gerne flere gange.

Kassér de groveste stilke, hvis nødvendigt.

Skær hvidløgene i tynde skiver.

Kog pastaen i kogende, saltet vand til den er al dente.

Rist hvidløgene i olivenolie på en stor, varm pande. De må gerne tage lidt farve.

Kom spinaten i panden og lad spinaten akkurat falde sammen. Vend pastaen i og smag til med salt og peber og servér straks med rigeligt parmesan og gerne salat til.

 

Opskrift & styling: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann