Kategoriarkiv: Andet fjerkræ

and1

Lynstegt and med grønne bønner

Nemmere bliver det ikke! Wok, wok-amok. Og så er det sådan jeg bedst kan lide min and! Altså lynstegt……


Opskriften er til 2 personer


1 andebryst 
lidt olie til stegning 
1-2 tsk. sukker 
250 g grønne bønner, 
enderne nippede 
1 løg i både 
1 grøn peberfrugt 
½ dl østerssauce 
½ dl vand 
sød basilikum (thaibasilikum) 

TILBEHØR
kogte ris


Skær andebrystet i skiver, og steg dem i olie i en varm wok i 1 minut. Kom sukker på og derefter grønne bønner. Steg i 2-3 minutter, tilsæt løg og peberfrugt, og steg i yderligere 1 minut. Tilsæt østerssauce og vand, og lad det hele koge op. Tag wokken af varmen, tilsæt plukket basilikum, og servér straks med kogte ris. 

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

Kategori:


Andet fjerkræ

image

Pæresalat med roquefort og røget and

Kan du slet ikke skaffe røget and, kan du bruge tørret skinke i stedet.
Brug salaten som forret eller let frokostret.

Opskriften er til 2-4 personer.

2 pærer
1 friséesalat, plukket
lidt citronsaft
lidt ekstrajomfruolivenolie
salt og peber
150 g Roquefort (eller anden blå ost)
75 g valnøddekerner
100 g røget and i tynde skiver
TILBEHØR
ristet rugbrød
Skær pærerne i skiver og kassér kernehusene. Vend pære og frisée med citron, olie, salt og peber og anret salaten med Roquefort, valnøddekerner og røget and. Servér straks med ristet rugbrød til.

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

foie+gras+terrine

Foie gras-terrine

Total luksus! De søde æbler og den bitre salat giver et skønt modspil til den fede terrine. Er der ikke lige frisé hos din grønthandler, kan du vælge at fintsnitte radicchio og vende den med de varme æbler. 


Nok til 6-8 personer, som forret



1 foie gras, ca. 550 g 
1 dl sauterne 
salt og peber 
SALAT MED ÆBLER: 
3 æbler 
lidt smør 
½ dl cognac 
salt 
1 stor frisésalat 
god olivenolie 
æbleeddike 
salt og peber 
TILBEHØR: 
ristet rugbrød 

Bræk leveren i stykker, og fjern den lille hinde i midten. Kom den i en skål, og hæld vin over den. Krydr med salt og peber, og lad den marinere i 2 timer i køleskab. 
Tag leveren op, kassér vinen, og kom leveren i en rugbrødsform eller som her en trekantsform. Sæt den i en bradepande, hæld kogende vand i bradepanden, til det dækker ca. halvvejs op. Sæt terrinen i en 95 varm ovn, og bag den i 35-50 minutter, eller til den er 50° i centrum. Lad den køle en anelse af, og hæld forsigtigt fedtet fra, men gem det. 
Klip et stykke pap ud, så det passer i formen. Læg et stykke film eller bagepapir på terrinen, og sæt den i let pres under en dåse i køleskab i 1 time. Fjern dåse, pap og papir, og hæld fedtet over. Lad terrinen sætte sig i 1-2 døgn i køleskab. 
Tag terrinen ud af køleskabet. Sæt den i varmt vand for at få siderne til at slippe formen, brug evt. en lille kniv til hjælp også. Vend den forsigtigt ud, og skær den i tykke skiver. 
Skær æblerne i både, og rist dem i smør på en varm pande. Hæld cognac på, og lad den dampe væk – flambér, hvis du har lyst til blær. Krydr æblerne med salt. 
Pluk friseen – man bruger det spæde, helt lysegrønne og kasserer det allermørkeste. Vend frisé, lune æbler, olie og eddike, og anret salaten. Krydr terrinen med salt og peber, og servér straks foie gras med salat og brød. 




Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

salat+med+and+og+avokado

Salat med and og avokado

Nem aftensmad til to. 
Dressingen er i øvrigt også super god til vietnamesiske forårsruller!
Opskriften er til 2 personer.

1 andebryst 
salt

2 avokadoer 
2 hjertesalater, plukkede 
1 håndfuld plukket mynte 
½ bundt forårsløg i skrå skiver 
saft af 1 limefrugt 
ENDVIDERE: 
1½ spsk. sesamfrø 
1 spsk. flydende honning 
evt. 1 tsk. sesamolie 
2 spsk. soja 
2 spsk. limesaft 
2 spsk. vindruekerne- eller solsikkeolie 
TILBEHØR: 
kogte ris 
Rids skindet på andebrystet, og læg brystet med skindsiden nedad på en kold pande. Tænd for blusset ved middel varme, og lad brystet stege i 10-12 minutter. Justér evt. varmen lidt ned, så det ikke brænder på. Vend andebrystet, og lad det stege i yderligere 6-8 minutter på kødsiden. Hvis du foretrækker det gennemstegt, skal det have lidt længere. Krydr med salt, og lad det trække 5-10 minutter. 
Skær imens avokadoerne i skiver, og anret salat, avokado, mynte og forårsløg på to store tallerkener. Dryp med limesaft. 
Rist sesamfrøene på en varm, tør pande i 1-2 minutter. Knus dem i en morter, og rør sesamfrø, honning, sesamolie, soja, limesaft og olie sammen. 
Skær andebrystet i skiver, og anret det oven på salaten. Dryp med dressingen, og servér straks med kogte ris. 

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann

and

Helstegt and

Så er det jul, plads til and og sul!
Hos os spiser vi igennem hele året, så julen er ikke meget anderledes. Og vi skammer os aldrig……

Opskriften er til 4-6 personer, afhængigt af tilbehør, sult og om I skammer jer?!



1 and – allerhelst en lille øko en af slagsen, ca. 2800 g
1 lille surbrød med kommen
2 æbler, i terninger
150 g svesker, groft hakkede
100 g valnødder, hakkede
50 g smør
flagesalt
lidt mere smør og flagesalt
Tjek anden for grumme fjer og klip gerne lidt af fedtet fra ved gumpen. Tag brødkrummen ud af brødet og bland det med æbler, svesker, valnødder og smør. Krydr fyldet med salt og kom det ind i anden. Luk den med lidt kødsnor eller en kødnål.
Gnid anden ind i flagesalt og læg små smørklatter på den. Sæt den på en rist, med en bradepande under og sæt den ind i en kold ovn og tænd ovnen til 150 grader. Lad anden stege i ca. 3½-4 timer.
Tjek ved låret om den er færdig. Låret skal løsne sig fra resten af fuglen. Hvis skindet ikke er helt sprødt kan du skrue helt op for ovnen og afslutte med grill de sidste minutter – hold øje med den.
Lad anden trække i 15-20 minutter inden du skærer den.
Servér anden med rødkål, kartofler, salat, slaw eller det hele. det er jo jul!

Opskrift: Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann